2 – Om Krigslive

Det er ikke helt nemt at skulle præcisere konceptet krigslive. Selv om der har været mange ligheder mellem de tidligere krigslive-arrangementer, har der dog også været betydelige forskelle.

Krigslive er et meget gammel koncept – meget ældre end ”Krigslive I” – og har været afholdt flere gange i hele Danmark. De har haft forskellige titler og udformninger, men fælles for dem alle var, at det var en masse folk, der deltog for at kæmpe de episke slag. I 2006 lancerede Thomas Aagaard fra TRoA dog et helt nyt koncept til krigslive-genren. Nemlig et, der tog udgangspunkt i at sætte restriktioner på, hvordan kampene skulle kæmpes.

Målet var at gøre kampene mere interessante, hvilket blandt andet blev gjort ved at sætte mere fokus på soldater i krig og de slag, der udspiller sig mellem hærene. Et yderlige fokuspunkt var den visuelle forskel på de stridende parter – det skulle være nemt at se, hvem, der var på hvilken side og hvem der var modstandere – denne forskel blev oftest tydelig i form at udrustningen hærene i mellem og blev senere mest tydeligt i tøjstilen.

Det nyopfundne krigslive-koncept viste sig hurtigt at blive meget populært, hvorefter fire mere fulgte i hurtig procession.

Det er på dette tidspunkt i konceptets udvikling blevet et prestige-arrangement for foreninger og/eller vennegrupper at deltage i, for at vise sig fra sin bedste side – herunder gerne den utrolig høje standard til kostumerne, som der er vokset frem. Til krigslive V i pinsen 2009, var der derfor ikke mange lagenlærredkofter at se, men til gengæld  landsknecht-dragter og dubletter i det aller fineste uld.

Det er dog vigtigt at huske, at på trods af den lettere øgede fokus på kampen, så er krigslive stadig et rollespil som alle andre, da alle har en rolle til scenariet. Fokusset ligger dog på soldaterrollen, eftersom settingen er en hær i felten, og spildesignet tilgodeser ikke umiddelbart andre roller end disse.

Der har i mange år hersket en holdning om at krigerroller er for de der er fantasiløse og ikke vidste hvad de skulle spille. Denne holdning kan man have forskellige meninger om, men det er bestemt ikke sådan, krigslive hænger sammen. Tværtimod, det er soldaterroller, der driver scenariet, og det som de gode deltagere spiller.

Husk soldater også kan være fanebærere, musikanter, løbere eller kujonen der altid flygter eller spiller død.