5.2 – Generelt

Vel mødt rekrut, jeg er blevet sat til at belære dig om den kejserlige hærs opbygning og struktur. Grunden til at Kejserriget er enhver anden styrke overlegne er vores jernhårde disciplin og velfungerende logistik, idet den nye grundkerne i vore styrker er de nyoprettede provinstropper.

Provinstropper

Vores provinstropper er inddelt i et strengt militært hierarki, hvor alle kender deres plads og forventes at adlyde enhver af deres overordnede uden tøven eller tvivl.

Menige og befalingsmænd

Provinstropperne trækker mange af deres rekrutter fra samfundets lavere lag, der ved udsynet til tre måltider om dagen, fast løn og en god pension, bliver fristet til at trække i provinsens farver.

Kriminelle der prøver at undslippe galgen og dommerne, er også hyppige ansøgere, men mangen en patriotisk kejserlig knøs har også indrulleret sig i hæren ved udsigten til at tjene sin provins på heroiske eventyrtogter.

I bunden finder vi de menige, friske knægte fra det ganske kejserrige, der er ansat på kontrakter der kan spænde over mange år. Disse er udrustet af deres egen provins og der er derfor stor forskel på kvaliteten af både uniformer, rustning og våben, alt efter hvor rig provinsen er.

Resultatet er en professionel soldat, der har gjort det til sit hverv at marchere, kæmpe i formation og tjene sin provins med våben i hånd.

Ethvert regiment med respekt for sig selv har en musikalsk begavet menig til at føre regimentets marchinstrument. Dette tager oftest form af fløjter, trommer eller endda mere eksotiske instrumenter, men det holder takten på marchen og humøret højt i lejren.

Det kræver en modig person at føre regimentets fane og dette gøres ofte af enten ungersvende, der kan inspirere med deres kådhed og iver eller de mest garvede veteraner, der altid står fast. Under alle omstændigheder er det en stor ære at føre regimentets farver og der er forbundet evig skam ved at lade dem røre jorden eller endnu værre, falde i fjendens hænder.

De bedste menige bliver forfremmet til sergenter, hvis opgave det er at holde styr på de menige. Det er sergenten der sørger for at hans folk er motiverede og altid er klar til at yde deres bedste. Ratioen af sergenter kontra menige svinger meget imellem de enkelte regimenter men en sergent per geled til at holde tropperne i kort snor lader til at være normen i de fleste enheder.

Store linjeregimenter har fra tid til anden en udpeget seniorsergent, typisk en af enhedens mest garvede soldater, der er der til at hjælpe regimentets officer i den daglige drift af enheden. Derfor er seniorsergenten typisk flokkens bussemand, der står for korporlige straffe og på anden vis fysisk motivation af enheden. Fra tid til anden ses det også at seniorsergenter leder støtteregimenter, hvor deres store erfaring kan komme til gavn i tilfælde af at der ikke er officerer til rådighed.

Officersstanden

De, der tilhører officersstanden, har en helt særlig status i den de kejserlige provinsers styrker. Der findes to typer officerer: De der gennem ekstraordinær indsats har kæmpet sig op gennem rækkerne fra menig soldat og som anerkendelse af deres soldater og lederevner har fået overdraget en officerspost, og så de adelige og rige købmændssønner, der gennem gode forbindelser og klingende mønt, har købt sig en officersbestaltning, oftest drevet af enten eventyrlyst, kedsomhed eller stærke militære traditioner i deres slægt.

Et fælles træk er at officersstanden er langt hævet over de menige, der tjener under dem. Det anses som dårlig smag for en officer at fraternisere med deres undergivne og straffen for at lægge hånd på en officer straffes i værste fald med døden.

Den laveste stand blandt officerer er løjtnanten, der leder støtteregimenterne. Disse er typisk enten unge personer, med penge nok til en officersbestaltning eller garvede soldater, der har tjent sig op gennem rækkerne.

Den prestigefyldte post som leder af linjeregimenterne tilfalder kaptajnerne. Det er for det meste kun relativt erfarne folk, enten er adelige eller andre rige folk, der er blevet forfremmet fra løjtnant eller de soldater, der har tjent sig op gennem rækkerne. Disse stagnerer dog oftest her, da de øverste rækker er forbeholdt en elitær kaste der nidkært værner om deres ret til at bestride toppen af hæren.

De respektive kampgrupper har så godt som altid en kvartermester tilknyttet, hvis rang ligger under kamplederne, men stadig er et uundværligt aktiv. Denne officer er personen der står for at alle soldater i kampgruppen har de forsyninger og materiel enheden har brug for. Det er også ham der står for uddeling af mad samt lønninger, derfor siger det sig selv at en inkompetent kvartermester kan ødelægge en hel kampgruppe allerede inden den når slagmarken.

Seniorofficerstanden

Denne gruppering udgør hærens absolutte elite og det øveste lederskab. Der er god tradition for at seniorofficererne danner et såkaldt ”hof” om generalen og da det oftest er politiske udnævnelser, der finder vej, er det en evig heksekeddel for intriger og nepotisme.

Lederne af kampgrupperne besidder rang af Oberkaptajn og har typisk 3 regimenter under sig. Oberkaptajner har en slem tendens til at være de bedste eller værste officerer i hæren. Enten er det særdeles duelige officerer med meget erfaring bag sig, men der er ligeså stor sandsynlighed for at de er politisk udnævnte som følge af intern favorisering og vennetjenster.

I dagligdagen indgår de sammen med resten af seniorofficerene i generalens stab og de har meget lidt at gøre med deres kampgruppe medmindre de er på vej i kamp.

Hærens øverste forsyningsansvarlige og bestyreren af det medfølgende træn er Proviantkaptajnen. Denne fører hele tiden regnskab med alt materiel og selve logistikken i at få uddelt maden til kampgruppernes kvartermestere.

Stabschefen er i princippet hærens højre hånd, der varetager en stor del af hærens strategiske og logistiske elementer. Det er denne officer der hele tiden holder styr på hærens antal, organiserer marchorden, sørger for vagttjeneste og sender patruljer ud i terrænet.

Posten som general for en hærafdeling er en stor ære og udelukkende en politisk udnævnelse. Det er denne der i sidste ende lægger dagsordenen for hærens fremdrift og overordnede styring, men i princippet har han underordnede til langt de fleste opgaver. I Kejserrigets lange historie har der været vidt forskellige traditioner for hvordan generaler førte deres hære, og selvom det er normal kejserlig doktrin at lede bagfra har flere generaler med stort personligt mod, ledt fra fronten inspireret af Sigmar selv.

Gejstlige i Den Kejserlige Hær

Det er en sædvane at de kejserlige hære tager en eller flere gejstlige med i felten, både for at holde moralen høj, men også for at kunne hente råd hos de der har direkte kontakt med guderne. Deres primære opgave er dog stadig at forrette hellige ceremonier og velsigne soldaterne før kamp, og selvom de fleste respekterer de gejstlige, tåler de færreste højtstående officerer indblandning udefra medmindre at der bliver spurgt til råds.