6 – Zirania (NCRB Byen)

Forhistorien til Byen Zirania

Mørket havde sænket sig over den lille mineby Zirania. Byens larm var ved, at stilne af og lysene var ved at tændes. Byfogden Gustavo Vankel stod og smagte på nogle nye grønne æbler, som en flok handelende havde foræret ham i forbindelse med deres besøg på dagens marked. Markedet som han Gustavo havde arbejdedet på i mange år var blevet noget af et tilløbsstykke for området og selv de rå skovfolk og uldkræmmerne var kommet denne dag.

”Det er da helt utroligt, så godt som alt går for mig og min by – jeg må have gjort guderne glade. Jeg skal huske af donere en del til de mange forskellige troende og præster der til tider besøger byen. Der kommer snogen – hvad mon han nu vil?…” tænkte Gustavo.

Døren gik knirkende op og ind kom den store brovnte Snog. Det irreterede Gustavo, at han ikke engang kunne banke på, man kunne jo være i gang med noget andet…

”Godaften Snog”

”Godaften – kald du bare den det du vil – du har et problem….”

”Sæt dig nu ned min kære ven – så fortæller du om det der trykker dig. Kunne jeg byde noget af det fine drikkelse jeg har købt på markedet sidste år?”

”Tak som byder” sagde snogen. Ham Gustavo, han er altid glad. Bare han kunne få ham ned på borgen og arbejde eller være hans højre hånd, tænkte snogen. Men han havde det nok for godt her i byen. ”Hvordan med markedet i dag – fik du snakket med de 2 tilrejsende fra Bögenhafen?”

”Hvorfor skulle snogen nu spørge ham om dette” tænkte Gustavo. Som om han ikke havde nok at bryde sit hoved med. Borgen – minen – markedet – penge som han tjente og de mange gode mennesker som hver havde de problemmer, som alle forsøgte, at få ham til at løse.

”Nåh, de fortalte såmænd ikke så meget, men deres røgelse og bolsher havde der været megen snak og handel om. Måske skulle vi sammen invistere i noget af dette for at lave os en fortjeneste – min kære snog” svarede Gustavo. Gustavo skænkede noget op fra kanden – som hans livslæge var kommet med – vinkede hende ud – han kunne se på snogen der var noget der nagede.

”Hvad har du ellers på hjertet min gode ven?” Snogen vidste ikke rigtig hvordan han lige skulle få det sagt. En af hans nye folk – havde for et stykke tid siden fortalt om de flodpatruljer fra Reikland, som kom sejlende. Her på det sidste var der kommet flere og Snogen havde taget med på den sidste – den hvor det gik så galt, at han måtte dræbe de fleste – dog var der et par sataner der slap væk. Han måtte fortælle Gustavo om de mange rygter, der kom med de nye soldater fra Marienburg – rygtet omkring at greven af Reikland var på vej med en stor hær. Forbandet være den dag hvor han igen skulle se greven i øjnene og angre – måske – for det havde han gjort. Nok havde han fået sig en borg – men æren var dog også noget som optog snogen.

” min kære Gustavo…”

”Hold nu – hvad skal du nu have betalt – sidst vi snakkede sammen spurgte du om penge til den gamle port i borgen!”

”Ifølge nogle tætte kilder, skulle der efter sigende være en stor hær fra Kejserriget på vej hertil!”

”Nej – hvor dejligt, så kan byen blomstre endnu mere – vores planer omkring at få handelsbrev og laug og privilegier kan gå i opfyldelse. Det bliver godt for vore punge min kære snog!”

Snogen kradsede sig lidt nervøst på hagen og tænkte på, at Gustavo Vankel altid så muligheder i stedet for problemer. ” Nuvel – jeg tror heller ikke det vil give os problemer – men vi må se tiden an!” svarede snogen. Ind kom Gustavos livslæge, en køn pige med det kønneste hår. Ham Gustavo forstod sig nok.

”Nåh – men hvis du ikke ville mere skal jeg videre i mine mange aftens gerninger?” Snogen rejste sig, og nikkede til Gustavo og livslægen og gik ud af rummet.