Denne tekst kommer til at optræde flere steder i det kommende deltagermateriale og er tiltænkt som en af flere løsningsmodeller i forhold til hvordan Khypris kan ende med at blive styret.

Anarki:

Byen Khypris er i den unikke position at den er helt og aldeles anarkistisk. Byen har ingen alment anerkendt lov og juridisk beskyttelse, den har ingen ordensmagt, der bliver ikke betalt skatter og enhver mand må sørge for sig selv.

Hvis brønden bliver fyldt med lort er det ingens ansvar at få det ordnet. Går der ild i halvdelen af byen er der ingen koordineret håndtering af dette.

På den anden side er der reelt ingen, der kan hundse rundt med andre og ingen kræver en del af ens indtjening.
Reelt kan man gøre lige hvad man vil, så længe man har styrken til at slippe godt fra det.

Dette er der en del af byen, der ser som en absolut fordel at det bliver ved med at være således og ethvert forsøg på at ændre på de anarkistiske tilstande er et direkte angreb på dem selv.

I en verden der er hård og brutal, og hvor folk gennem slægtskaber og rank har undertrykt personerne under dem i generationer, er det fristende for de dygtige og ressourcefulde personer, at skabe sig et nyt liv i et hund æder hund samfund.

Dette samfund skal ikke forveksles med et rart og demokratisk samfund, men et sted der er nådesløst og kun belønner de stærke, snedige og karasmatiske folk.

Kritikken mod anarkisterne er dog at det ikke er en løsning, bretonianerne vil acceptere, og i så fald må man få dem fjernet fra byen.
Selvom et koordineret angreb fra en meget (meeeeget) stor flok kunne have held til at overvinde riddernes uovertrufne militære egenskaber, er det de færreste der ville ofre deres liv for det, da eventuelle tab ville blive helt horrible høje.

Ligeledes udfylder ridderne den vitale funktion at holde området rundt om byen ryddet for alskens utøj og uden dem, skulle byen selv varetage det. Næppe noget som anarkistiske tilstande ville tilføje.