Bretonnia er en af de få nationer, der på dette tidspunkt er samlet under en styrende regent, til hvem alle indbyggere i Bretonnia skylder deres troskab.

Det Bretonske feudalsamfund er effektivt opdelt i to samfundsklasser: Ridderne og bønder.

Ridderne sidder på alt landet i kongeriget og har hals og håndsret over deres bønder.
Juridisk er bønder betragtet som ejendom, så hvis en ridder slår en anden ridders bonde ihjel, så er det en forbrydelse imod ejeren og ikke imod bonden.
Der er selvfølgeligt folk af bondestand, der ikke er bønder af profession, men socialt er de stadigt bønder og bliver omtalt som sådan af ridderne (og i denne tekst).

Khypris blev grundlagt for lidt over et år siden, da en gruppe omrejsende bretonske riddere, slog de lokaler grønhuder ihjel, og byggede en befæstet gård.
De havde en masse bønder med fra deres hjemland og de bønder bor nu i et par landsbyer i nærheden af byen, hvor de passer deres marker og aflevere 9/10 af udbyttet til ridderne.

Note: Disse bønder og deres landsbyer er ikke en del af scenariet, men er en del af den fiktion, der omkranser byen. Primært for at have en forklaring på hvor dyrkede råvarer kommer fra (der bliver ikke dyrket noget i selve byen) og for at have en forklaring på, hvor riddernes store bondeflok befinder sig.

Historisk parallel: Frankrig i 1300 tallet.

Møntfod: Sølv Ecú (Tilsvarer 6 phening), Guld Ecú (Tilsvarer 12 phening).

Navne: Fransk klingende navne.

Khypris som tilflytter fra Bretonnia:

Som bretonsk “bonde” er livet i Khypris langt hen ad vejen som der hjemme.
Ridderne opkræver skat fra de bretonere, der bor i byen og  har hånds og hals ret over dem.
Hvordan skatten opkræves kan variere, men sikkert er det, at ridderne skal have deres skat og de skal vises den rette respekt. Til gengælde er man beskyttet, da ridderne ikke acceptere at folk skader deres ejendom. Skatten tager ofte form af naturalier fremfor klingende mønt, da bønder sjældent ejer noget så ekstravagant som penge.

Det generelle anarki i byen er ridderne dog trætte af. Ikke at de som sådan bekymre sig om bøndernes ve og vel, men hvis byen skal vokse sig støre og velhavende, så er for meget kriminalitet og anarki et problem.
Derfor har de pålagt en række af byens borgere fra de forskellige fraktioner, at de i fællesskab  får sat styr på byen.  Hvordan dette gøres er ridderne ret ligeglade med (så længe deres stilling respekteres).
Hvis ikke det lykkes, så vil Ridderne gøre det… på den bettonske måde.

Religion:

Som alle andre fantasy verdener er Warhammer settingen fyldt med guddomme for både det ene og det andet. Vi har med vilje valgt at skære ind til benet og blot beskrive de få guder, vi synes er relevante for scenariet og som bidrager med noget konskruktivt.

Vi ved godt at vores tolkning er lidt anderledes end man måske ellers kan være vant til, men det er ikke gjort ud af uvidenhed, men ud fra en betragtning at det skal passe ind i settingen.

Fruen i Søen:
De Bretonske riddere har kun en guddom, Fruen i Søen.

Hendes bud styrer en ridders vej fra fødsel til grav. Det er hendes vilje at en ridder altid optræder modigt, ærefuldt og høvisk.

Bøndernes liv er tilsvarende styret af Fruens vilje. Det er hendes vilje at man skal adlyde sin herre, betale 9/10 af sit udbytte fra markerne i skat, arbejde 6 dage om ugen og være taknemmelig for at en Ridder af Bretonnia beskytter en.

Blandt bønderne i byen er det ganske normalt at bede til andre guder.

Verena:
Den blinde retfærdighed, folkets beskytter fra lovløshed og ran. Da ridderne i princippet leverer både sikkerhed og retfærdighed er Verena ikke tilbedt blandt bretonnerne, men man kan ikke undgå at kende til hende.

Morr:
De dødes hyrde, gravsteders vogter og drømmenes sender.  Præster for guddommen Morr er samfundets bedemænd, der forestår begravelse og at sende de døde korrekt videre i efterlivet.
Morr er vigtig at holde sig populær med, da det er ham der sørger for at man ikke har onde drømme eller genopstår som udød når ens sidste time oprinder.

Ranald:
Lykkebringeren, vogteren af den hellige hjem og den store svindler. Ranald er guddommen man beder til om to seksere i terningspil, ham der velsigner salget af den halte, blinde vagthund uden tænder og den der holder ens hjem sikkert for tyveknægte og indbrudstyve.

Sigmar:
Heldenhammer, orkbetvingeren, den første Kejser af de Tretten Stammer, nu ophøjet til Guddom og beskytter af Staterne.

For ca. 2000 år siden lykkedes det en stammeleder ved navn Sigmar, at samle stammerne i det der i dag kaldes for De Tretten Stater. Af uforklarlige grunde har man i de efterfølgende århundrede tilbedt ham som Guddom.
Alle riddere ser da op til Bretonnias første konge (som ligledes samlede et rige) men at tilbede ham som gud er jo utænkeligt.
Antallet af tilbedere i Khypris er meget begrænset, men  navnet høres da fra tid til anden… typisk i forbindelser med diverse bandeord.

Syn på andre:

Folk fra De Tretten Stater:

Deres adel er en flok bangebukse og slapsvanse uden rygrad eller nogen forståelse for ord som, ære, mod og loyalitet. Havde de forstået de ord, så ville Kejserriget aldrig være blevet splittet som det er.
Og at de har ladt simple bønder få magt er da slet ikke til at forstå.
De såkaldte “borgere” råber op om at de har rettigheder og de kender sjældent deres plads.

Hvis man skal finde noget positivt, så er borgerne arbejdsomme og langt mere effektive end bretonske bønder og da de rent faktisk kan finde ud af at tænke selvstændige tanker, så behøver man ikke overvåge dem hele tiden.
Og så forstår de behovet for lov og orden.

Tileanerne:

Tileanerne er generelt dovne og bruger halvdelen af dagen på at sidde i skyggen og drikke kaffe.

Deres samfundstruktur minder lidt om bretonernes Feudalsystem. Bønderne betaler beskyttesespenge og underkaster sig en såkaldt Don. Til gengælde beskytter Don’en sine bønder imod tyve og andet pak.  Desværre har de ingen forståelse for lov og orden og render rundt og overfalder hinanden i tide og utide.
Dog må man give dem at de har en form for ære, forstår at blod er tykkere end vand og de holder deres ord, når først det er givet.

Opførelse:

Som ridder er man højt hævet over de bønder der bor i byen. Det viser man f.eks ved aldrig at vige, hvis man går hen ad en smal gade, altid omtale folk af lavere stand i 3.person og generelt være arrogant.

Bønderne har pligt til altid at vise respekt for deres bedre. Som min. ved at sænke blikket og som udgangspunkt ikke tale direkte til en ridder.

Bønderne er nok de folk i byen der bedst forstår at tilpasse sig en svær situation. De er så vant til at skulle tilpasse sig riddernes skiftende holdninger og luner, at det ikke er svært for dem at gøre det samme i forhold til de andre kulturer.
Hvis de skal hilse på Tileanere så gør de det f.eks med en knuser og skal de hilse på folk fra De Tretten Stater, så giver de hånd. Tilsvarende har de det  fint med både mundtlige og skriftlige aftaler.

Konfliktløsning i Bretonnia:

Blandt ridderne løses konflikter normalt med en duel. Selve duellen er dog en rituel handling og ikke bare at trække sit sværd og hugge personen ned der forulemper eller krænker ridderens ære. I dette tilfælde kaster man en handske som tegn på at man kalde til duel, og angiver et tidspunkt hvorpå den skal stå og hvordan.
En duel udkæmpes altid til døden medmindre den ene part viser nåde, og eneste lovlige våben er sværdet, kampøksen eller stridskøllen, samt rustning og skjold.
De få gange hvor parter fra andre kulturer har prøvet at “snyde” ved at medbringe skydevåben og andet kujongrej har ridderens sekundanter blot hugget svindleren ned og afbrudt duellen.

Blandt bønder forhandler man sig normalt frem til en løsning, da det altid er risikabelt at gå til ridderne.
Det er aldrig til at vide om de gider og bruge tid på at lytte til sagen, eller om de bare hænger begge parter for at få ro.
Hvis man ikke kan finde en løsning, så afgøre landsbyens ældste sagen.

Mode:

Der vil på et senere tidspunkt komme en mere gennemført kostumeguide med mønstre på især hovedbeklædning.

Kvinderolle kan selv vælge hvorvidt de vil gå i kjole og andet tøj man klassisk forbinder med kvinder, “mandetøj” som bukser og jakke, eller en blanding (f.eks. bukser til arbejdsbrug og kjole til afslapning).

Der hersker en nybygger kultur, hvor alle må tage fat, derfor er det altså normalt at se en kvinde i bukser, når man befinder sig i Khypris.

Mænd går typisk i en knælang doublet og hoser. Begge dele mere løse end hos Tileanerne.

Kjoler med helvedesvinduer til kvinder. Kjoler med hængeærmer.

Kvinder går gerne med krans eller bånd indflettet i hår, måske endda slør.

Mænd går gerne med med chaperon, heltehatte eller filthatte.

Bønder går i kofte og hoser eller andre simple bukser i jordbundne, blege farver. Strudhætter er populære og de mest fornemme bønder har måske påsyet et lille mærke i deres herres farver.