Tilbage før Khypris IV i 2005 skrev jeg en guide omkring hvordan man kan lære at tale et bedre / mere autentisk sprog til scenarier som Khypris.

Jeg synes stadig den er relevant, og derfor får I den her igen til inspiration. Kommentarer og konstruktiv kritik er mere end velkommen

SPROGBRUG I MIDDELALDEREN – SPROG TIL FANTASY LAIV

OBS: Nedenstående tekst er ikke en videnskabelig afhandling baseret på historiske kilder. Teksten er stykket sammen af mange års erfaring fra diverse middelaldersammenhænge samt fra de retningslinier for sproget, der gælder på Middelaldercentret i Nykøbing Falster.

Først og fremmest er det vigtigt at forstå, at det talte sprog i middelalderen på mange måder var en meget mere betydningsfuld kommunikationsform end i vore dage. I en tid før der fandtes TV, Internet og SMS-beskeder, var det talte ord den måde man interagerede med sin omverden på. Skriftsproget fandtes naturligvis også, men da de færreste kunne læse og skrive, var de nedskrevne teksters betydning for den almindelige befolknings hverdag begrænset.

Derfor sagde den måde, hvorpå man talte på, så vel som det, man rent faktisk sagde, næsten alt om hvem man var, hvor man kom fra og hvilken samfundsklasse man tilhørte. Og der blev lagt mærke til det.

En persons samfundsklasse var altafgørende for hvordan man skulle belægge sine ord, hvis man ville være sikker på at beholde sit hoved eller sin tunge – i hvert fald når man stod over for nogen, der var af højere stand end en selv.

Generelt talte man sjældent uopfordret til de af højere stand end en selv. Og jo større klasseskellet var, des mindre var chancen for at man talte med en anden person, uanset hvor god grund man måtte have til det. En tigger tiltalte ikke bare den første den bedste adelsmand midt på gaden, med mindre han ville risikere et spark, et hug eller i bedste fald en snerren som svar.

Når vi spiller rollespil er denne skarpe adskillelse naturligvis ikke hverken praktisk eller realistisk at forestille sig, og sikkert ikke engang ønskværdigt, eftersom det ville betyde, at den ene halvdel af scenariets spillere ikke havde mulighed for at snakke med den anden direkte. Men hav alligevel ovenstående i baghovedet, når du spiller, og tænkt på den tidsperiode og den samfundsmodel scenariet peger tilbage på: Middelalderens feudalsamfund.

GENERELLE MISFORSTÅELSER OM TILTALEFORMER I MIDDELALDREN:

(Som desværre har været udbredt i dansk live nogenlunde lige så længe som der har været spillet live):

”DE” og ”DERES” er IKKE tidsmæssigt korrekte tiltaleformer. De kom først til flere hundrede år senere. Den korrekte tiltaleform er nærmere ”I” og ”JERES” hvis man taler med personer af samme stand som en selv eller højere stand. Et eksempel: ”For I er jo i sandhed en ædel herre”. Omtales en person i 3.person bruges ”Han” og ”Hun”, ganske som i dag, når man omtaler folk, der ikke er til stede.

”VÆR HILSET” er mig bekendt en hilseform fra vikingetiden. Hvis du ikke spiller viking (eller en beslægtet kultur) så drop endelig ”vær hilset”.

”DU” er en meget simpel (primitiv i negativ forstand) talemåde som indikerer, at man enten taler med sine allernærmeste familiemedlemmer under uformelle former, eller uden respekt for hvem man end står overfor. ”DU” kan dog også bruges, hvis du under uformelle former taler med ligemænd (folk fra din egen stand) som du kender, og om hvem du ved, at det ikke bliver opfattet som en fornærmelse. Igen, det er urealistisk at ingen i et scenarie siger ”du” til hinanden, men hav det liggende i baghovedet alligevel – især når du ikke taler med din nærmeste familie og dine bedste venner.

TILTALEFORMER EFTER STAND:

HØJESTE STAND: Det være sig adelen eller præsterne: Tiltaler man som sagt med ”I” og ”JERES”. Eksempelvis: ”I, min nådige og milde frue, er lige så mild og vis som der løber vand i bækken ved forårstide”.

DIN EGEN STAND: Hvis du vil tiltale en håndværker og laugsbroder, er det ofte det mest respektfulde at gøre dette med vedkommendes tittel: ”Nå, mester ølbrygger, er Jert øl friskt i dag?””Min gode bagerfrue, Jert brød er mig ganske tørt i dag”. Bemærk at ”I” og ”JERES” / JERT stadig bruges tillige med personernes hverv, for at signalisere, hvilken samfundsklasse, der bliver talt fra og til. Det kan også gøres mere uformelt, men på en fyldt markedsplads eller andre steder med mange fremmede mennesker til stede, var det vigtigt at holde på formerne, også selvom man kendte hinanden udmærket. Det vidste, at man tilhørte en trods alt privilegeret samfundsklasse, og var med til at lægge afstand til dem, der stod under en selv i den sociale rangorden.

LAVESTE STAND: Skal du endelig tiltale personer af væsentlig lavere stand end du selv, var det mest almindelige i middelalderen at omtale andre personer direkte i 3.person: ”Kan HAN være så villig at vise mig vej til det nærmeste herberg?” ”Kan HUN forføje sig fra min bod med samt sin horeunge, før jeg lader byvagten tilkalde!”. Bemærk, at tonen generelt var nedladende, hvilket var helt bevidst: Om de fattige og nederste i samfundet havde man sjældent noget godt at sige, og dette kunne man så udmærket vise gennem den måde, man talte til dem på. Kun meget, meget sjældent fandtes grunde til at tale med dem.

KVINDER: Generelt fulgte reglerne for at tiltale kvinder ovenstående retningslinier. Det var dog også normalt (og som regel det høfligste) at tiltale en kvinde efter hendes ægtestand: Jomfru/ frøken, eller madam hvis hun var gift / (”FRUE” brugtes kun om adelige eller gejstlige). Mere uformelle tiltaleformer, især til ældre kvinder kunne være mor/ moder eller klassikeren: ”Min gode kone”. For eksempel: ”Plager gigten Jer i dag, mor Karen?” eller: ”Kan I vise mig vej til nærmeste herberg, min kode kone?”. Husk at 3.person-formen også gjaldt kvinder, man enten havde set sig sur på, eller kvinder, der stod under ens egen stand: ”Kan HUN humme sig, modbydelige tøs!”.

SLANG:

En uvane. Er let at fyre af, men kan ikke bruges i den form for live, vi spiller. Ord som ”stodder”, ”båtnakke” eller ”spade” giver ingen mening i middelalder/fantasy-scenarier, og sætninger som: ”Det var helt vildt cool at vold-tæske de forpulede deamons, skal vi daffe og chille den?” kan de fleste forhåbentlig se, er lettere problematisk (overdrivelse fremmer forståelsen).

Det samme gælder ugennemtænkte brug af fremmedord og udenlandske ord. De fleste af os gør det dagligt uden at tænke over det, fordi det i vore dage er forholdsvis almindeligt. Men gør dig selv den tjeneste at tænke over det FØR du tager til scenariet. Så er det meget lettere at undgå UNDER scenariet, selvom vi selvfølgelig alle sammen laver smuttere fra tid til anden.

ROLLESPILSSPROG / ENGELSK:

Vær særlig opmærksom, når det kommer til ord, som du måske er vant til at bruge på engelsk fra almindeligt rollespil. Hvis din rolle (og ikke din character) taler dansk under scenariet, så kald tingene ved deres rette navn på dansk, så vidt du kan. Dit slagsværd er ikke et greatsword, en bueskytte/skovløber er ikke en ranger, og alt det, der (måske) lever ude i de store skove taler man slet ikke om, da man i så fald risikerer at påkalde det onde selv (orcs bliver til orker, scavens til rottemænd, daemons til dæmoner, og en ond troldmand er stadig en trolmand/troldkvinde eller eventuelt en heksemester/heks og ikke en sorcerer, wizard, mage eller lignende).

FORNÆRMELSER:

Intet er sjovere end fornærmelser. Intet starter lettere komiske konflikter og blodige borgerkrige end menneskets forbløffende evne til at nedværdige hinanden verbalt. Dette kan være et stærkt våben i rollespil som vores, men bør stadig bruges med tanke på den verden, vi spiller i: Middelalderen eller noget, der ligner.
Fornærmelser var noget, der gik oppefra og ned i hierarkiet: En bonde begyndte ikke at overfuse en ridder, med mindre han var klar til at blive et hoved kortere. Eller hvis man havde et horn i siden på folk af samme stand som en selv, gik det også fint an at slynge fornærmelser ud – vedkommende kunne selvfølgelig bare tage til genmæle, og så var skaden som regel begrænset, mens underholdningsværdien var reddet for de omkringstående.

Sætninger som: ”Hey, bøsserøv!” skærer grumt i ørerne, hvis man i stedet lige så godt kunne råbe: ”Kujon, I er ikke bedre værd end en muggen roe – og Jeres fjæs har samme farve!”. Voilá: På en gang sjovere, helt sikkert mere farverigt, og langt mere i middelalderens ånd.

En anden udbredt metode til fornærmelse var at sammenligne folk med dyr på den ene eller den anden måde: ”I skryder jo som et mølædt æsel, og jeres løgne er intet bedre værd”, eller ”Med de krølhårede unger hun har avlet, må hun mindst have horet med den halve fårestald”. I det hele taget gik der let sport i at sammenligne folk med dyr – hvis man kunne forsvare det, og hvis man havde en grund til det. Ord som ”Gamle gedebuk”, ”Oppustede hanekylling” og ”forskræmte harekilling!” kunne nemt og hurtigt anvendes som skyts i en ophedet debat, og sagtens afleveres med så tilpas meget foragt i stemmen, at ingen var i tvivl om ordenes magt.

GENERELT OM SPROG OG UDTALE:

Lad være med at smage for meget på dine egne ord – så kommer de til at lyde som replikker i en skolekomedie. Brug hellere korte sætninger, du er i stand til at håndtere, end lange, indviklede replikker, du måske ikke helt kan overskue når du påbegynder dem – for så risikerer du at standse op midt i det hele, og din sætning falder til jorden igen.

At tale som man gjorde i middelalderen kræver, at man tænker, som de gjorde dengang. Det gør de færreste af os, og derfor kræver et forholdsvis let og ubesværet sprog som regel masser af træning. Man skal lære kravle før man kan gå, og dette gælder også det talte sprog – især når meget af dette sprog ligger så fjernt fra vores hverdag, som det gør.

Dit sprog skal ikke være hverken primitivt babysprog, vikinge-sprog, Shakespeare/Ludvig Holberg-sprog eller HC-Andersen-dansk. Ingen af disse passer til den tidsperiode, vi spiller i. Middelalderens tid havde sin helt egen klang i ord og toner, og det er vanskeligt at beskrive nøjagtig hvordan det skal lyde – det skal opleves og afprøves.

Der findes til syvende og sidst ikke ret meget inden for det talte sprog, der er enten ”helt rigtig” eller ”helt forkert”. Men hav ovenstående retningslinier i baghovedet, og tænk over dem, når du pakker dit grej og tager af sted til dit scenarie – så er det mit håb at du får et sjovere rollespil og samtidig er med til at give dine medspillere en bedre oplevelse, end de ellers ville have fået.

Århus 25. maj 2005 / november 2005
© Tore Plougheld

Denne artikel blev oprindelig skrevet som en hjælp til scenariet ”Khypris IV.

Tja... Hvis man skulle efterleve disse "regler", ville jeg nok også bare vælge at holde mund... Da jeg heller vil bruge min energi til at spille rollespil og holde styr på min og andre folks roller... Jeg synes ikke der skal laves krav til at hvordan folk de snakker... Synes heller vi skulle stole på folk og forvente at de godt ved hvem de skal tiltale og hvem de ikke skal tiltale...
Men hvad jeg har forstået skulle Khypris år1 være lidt af et rebel samfund, så jeg tror lidt folk ville være vantil at få røven på komedie og er ikke så sådan bange for at tiltale den forkerte... Men hvis jeg tager fejl så ret mig endelig... Siger jo bare hvad jeg ser...

Mia. det er ikke et en bydenede nødvendighed at du følger dette. Det er blot inspiration. Selv kommer er jeg igennem blevet inspireret af denne artikel til hvilke fornærmelser man kan bruge mod folk, da det er det sjoveste sted at starte i denne artikel.

Warhammerverdenen har den fantastiske side at man kan tage inspiration fra de forskellige europæiske lande den er baseret på, meget af min morskab som bretonniansk krofatter til Khypris 3 lå i at charmere damerne med platfransk og tale med utålelig accent. Her til K0 glæder jeg mig til at udspy fæle italienske edder og kaste med håndtegn, som tileansk skurk.

Man kommer langt med at bruge tiltaleformer og titler fra ens egen kultur, det er sjovere at sige "Ciao signora!" end "goddag frøken" og det sætter kulturforskellene klart fra starten. Det samme med fornærmelser, det er jo fantastisk hvis man kommer med en sviner som modtageren ikke forstår men dine venner måske kan grine med på. Det er nemmere at slippe fra at kalde en anden lorten fra en luders søn hvis man råber "Merde de fils de putain!" Med et par hurtige ord på fremmedsprog kan man også nemt få sig et kodesprog internt i gruppen, der forvirrer de andre og gør det nemmere at være en lømmel over for dem. Det behøves jo ikke være rigtige ord, bare de andre ved hvad det betyder.