Civilister og lignende

Der har været et par spørgsmål omkring dette, så derfor føler vi et behov for at klarificere vores holdninger.

Som udgangspunkt er støttepersonel til enheder, velkomne i begrænset omfang. Dvs. folk som hører til et regiment og hjælper med praktiske opgaver – madlavning, slæbe vand og mad, osv. Det er dog en betingelse, at de indordner sig under de militære spil, dvs. accepterer at der er en rangorden og de ligger meget lavt i den. Vi opfordrer til, at folk så vidt muligt har “rang” af soldater så de rent faktisk er indordnet i det militære hierarki. Tillige skal vi have information af enhedslederne om hvor mange af deres folk der er støttepersonel, så vi kan afbalancere siderne korrekt.

Skulle støttepersonel bevæge sig ud på slagmarken vil de regelteknisk fungere som ordonnanser – vi vil ikke se dem stå som “tilskuere” som soldaterne “bare skal ignorere”. Fjenden er lige så reel en trussel for dem, som den er for soldaterne.

Civilister er ikke velkomne. Med civilister mener vi roller, som ikke har tilknytning til det militære hierarki. Eksempler kunne være den lokale brændehugger, den gennemrejsende handelsmand eller grevens kusine. Disse roller bidrager ikke til oplevelsen af krig, og deres underholdning kan meget let blive på bekostning af de øvrige deltageres, og det ønsker vi ikke.

Er du i tvivl om noget i denne sammenhæng – så kontakt arrangørerne.