Unionen
Unionens storhedstid endte i krigens første år. Det evigt priste demokrati viste sig at være en svaghed. Grundpillerne var for skrøbelige og Unionens fundament begyndte at smuldre.
Unionens styrker blev tvunget tilbage på alle fronter og al central kommunikation ophørte. Krigen handlede ikke længere om sejr, men om overlevelse. Med ryggen mod muren begyndte fraktioner i vesten at finde andre veje end Unionens demokratiske paroler og centraliserede styre.
Unionen brugte sin sidste indflydelse på at indkalde til et møde mellem fraktionerne for at genoprette samhørigheden mellem dem. Unionen var efter dette møde kun en kommunikationskanal mellem fraktionerne og beholdt ingen officiel magt, på trods af, at der stadig vælges en præsident.
Uofficielt er historien dog en anden. Unionens massive bureaukrati forsvandt
ikke fra dag til dag. I stedet begyndte de at finde nye muligheder for
at forme menneskets fremtid. Projekter blev startet uden offentlighedens
vidende, og bureaukraterne blev til informationshandlere, mæglere
og rådgivere for fraktionerne. Unionens bureaukrater har aldrig
lagt ansvaret for menneskets skæbne fra sig. Selv de kransekagefigurer
kan stadig bære lederskabets byrde.