Kejserrigets historie indtil 1361

Den Kejserlige Kalender dikterer at år 0 besejrede Sigmar Grønhuderne, samlede stammerne og lod sig krone som den første kejser af hvad der senere skulle blive Kejserriget.
Hans store sejr skyldtes i stor grad alliancen med dværgene, hvem menneskerne havde lært at kalde frænder og siden da har vore to store riger stået skulder til skulder mod trusler.

Som gave og tegn på alliancen gav dværgenes berømte runesmed, Alaric den Gale, menneskene tolv magiske sværd, der blev uddelt til hver af høvdingene for de 12 stammer, og fra den dag skulle de bære titlen greve.
Da Sigmar efter mange gode år som kejser, lagde kronen fra sig og drog mod øst, for aldrig at vende tilbage igen, besluttede greverne at de burde finde en blandt deres egne rækker til at regere.

Efter ophedet diskussion og debat, der grænsede til truslen om borgerkrig blev det bestemt at hver greve skulle stemme om hvem, der skulle tage tronen og i denne funktion, blev de omdøbt til valggrever.
Hver gang en kejser døde skulle valggreverne mødes og pege på en efterfølger, der herefter kunne flytte Kejserrigets hovedsæde til sin hjemprovins.
Dette system gav provinserne stabilitet og som helhed udvidede Kejerriget sig i alle retninger og indlemmede mere land under sig.

Allerede 25 år efter Sigmars forsvinden, begyndte prædikanten Johan Helstrum at forkynde i Kejserrigets gader at han havde set guden Ulric krone Sigmar og at denne skulle herske over alle guddomme i fremtiden.
De fleste præster anså dog blot Johan som en galning, mens andre krævede ham henrettet for sine blasfemiske udtalelser.
Johans nye kult prædikede om enhed i Kejserriget, lydighed og loyalitet overfor kejseren og hans valggrever, hvilket selvfølgelig faldt i god jord hos mange magthavere, specielt i Stirland og Reikland provinserne.
Dette kuliminerede da kulten fik tilladelse til at opføre et tempel i Sigmars favoriserede by, Aldorf, med Johan Helstrum som den første Stor Theogonist for Sigmar Kulten.
Med årene fik kulten mere og mere magt og i flere provinser var den nu mere populær end Ulric kulten, hvilket senere skulle kulminere med at den fik en stemme i Valggrevernes råd...

Imellemtiden voksede Kejserriget og i det 10ende århundrede havde det nået højdepunktet både i geografisk størrelse og bedrifter.
Ingen anden nation i Den Gamle Verden kunne måle sig med det, og blandt adelige gik snakken om at man en dag ville kunne regere hele verden.

Drakwald familiens opstigen til magtens øverste tinder via bestikkelse og korruption, startede en ny tidsalder med dekadence og magtimisbrug i starten af det andet årtusind.

Første skridt var da Kejser Ludwig den Fede, efter en storslået banket tilberedt af en halving besluttede at løfte halvinge kokken til status af Valggreve og derved tage landområderne i Stirland og Averland, der var beboet af halvingene og gøre det til en selvstændig provins.

Andet skridt var da Sigmar kulten opdagede disse tendenser fra Kejserens side og begyndte at invitere Ludwig den Fede på en endeløs række banketter og festmiddage, hvilket fik Kejseren til at se kulten i et nyt og mere positivt lys.
Efter mange år fik Stor Theogonisten endelig overbevist sin Kejser om at Sigmars hellige kult skulle have en stemme i valggrevernes råd. Stor Theogonisten døde kort tid efter kvalt af sin egen fede hals, men ikke uden at have vundet en stor sejr for Sigmar kulten...
Den sidste og værste Drakwald Kejser besteg tronen i 1053, og blev senere kendt som Boris Guldsamler eller blot Den Inkompetente. Denne brugte hele sin tid som kejser på at indsamle så store formuer som muligt til det kejserlige skatkammer og Valggreverne fik lov at herske så længe de stillede Kejseren tilfreds gennem en lind strøm af gaver.
Nye storslåede titler blev opfundet og solgt, så der hurtigt gik en sport i at have en mere flamboyant titel end sin nabo. Rigets religiøse kulter så hurtigt mulighederne i dette og begyndte på samme tid også at sælge ud af nye gejstlige titler.
Fribyer fik inddraget deres rettigheder hvis de adelige kunne bestikke Kejserstyret med den rette pris og almuen fik endda lov til at overnatte i det kejserlige palads, hvis de kunne betale med klingende mønt.

Straffen ramte, da de første pestofre viste sig i flere byer, og sygdommen spredte sig hurtigt fra de østlige provinser til de vestlige.
Det østlige dele af Talabecland og Ostland blev ramt så hårdt at selv dyrelivet ophørte med at eksistere og i de store byer brændte myndighederne hele kvarterer ned ved de første tegn på pesten.

Kejseren låste sig inde i sit storslåede palads i Carroburg med sit hof, kun bestående af de smukkeste og rigeste blandt hans undersåtter, og ventede på at pesten skulle dø ud.
I sommeren 1115 brød der dog et særligt slemt tilfælde af pest ud, og mens Kejseren og hans hof sad bag paladsets mure, viste pestens sande bagmænd sig.
En race af rottemænd havde spredt pesten og imens Kejserriget blev svagere og svagere havde de holdt sig klar til at angribe.
Den selvsamme nat fandt pesten vej ind i paladset og dræbte hundredvis af rigets ledere.

Flere byer faldt den første nat og de der ikke gjorde, blev hærget i høj grad. Rigets hære var spredte og disorganiserede og først da Valggreven af Middenland, Graf Mandred von Zelt, brød belejringen af Middenheim og samlede sine styrke, kunne der anes et håb.

De næste ni år organiserede han Kejserrigets modstand og endelig i 1124 foran Averheim slog han endeligt rottemændene på flugt og på slagmarken blev han udråbt til Kejser Mandred d.1, Rottedræberen.

Kejser Mandred regerede som en stærk kejser de næste 25 år og lagde meget godt arbejde i at genopbygge riget. Man anslog at for hver 10 sjæle i Kejserriget, overlevede kun 3 de pinsler som rottemændene slap løs.
Drakwald familien fik frataget alle deres titler og provinsen blev delt mellem Middenland og Nordland.
Riget blev dog igen kastet ud i en krise, da Kejser Mandred blev snigmyrdet med over 12 knive i sin krop. De fleste var enige om at rottemændene havde taget deres hævn, men ligesom rigets første Kejser, Sigmar, døde Mandred også  uden at efterlade sig en arving.

Valggreverne valgte en svækling som Kejser, Otto af Solland , og denne tendens forsatte de næste århundrede. Kejsertitlen blev nu et legetøj, der kunne kastes rundt imellem dem, og Valggreverne kunne føre deres private krige for at fremme egne ambitioner i det evige rivaleri.
Kejsertronen forblev dog et vigtigt symbol på enhed indtil en af greverne bestemte at hun ikke ville dele den.
I 1359 blev Valggrev Otto af Stirland valgt som Kejser, men Valggrevinden Ottilia af Talabecland mente at tronen var hendes af ret.
Et år efter erklærede hun sig selv kejserinde og forbød Sigmar kulten i Talabecland som et modsvar på de ekstra skatter, Kejser Otto havde lagt på Ulric kulten i Stirland.
Ulric kirken var i mellemtiden flyttet til Talabecland fra Middenland, for at give sin støtte til Kejserinde Ottilia.
Overalt blev der dannet alliancer og flere sluttede sig til enten Otto eller Ottilia, nogle med direkte støtte, imens andre holdt deres engagement mere diskret.
I starten var det dog Otto af Stirland der stod stærkest og for at bevise sin magt drog han i felten for at slå sin rival tidligt og bevise sin overmagt.

Ottilia sad i byen Talabheim, der af flere blev regnet for uindtagelig, men ligesom Stirland måtte hun bevise at hun havde styrke til at bakke sit krav på tronen op.
Med en styrke bestående af lejesoldater og store militsstyrker drog hun ud for at slå Stirlands større og bedre udrustede hær af professionelle provinstropper.
Slaget ved Talabecfloden blev udkæmpet samme år 1360, og her vandt Ottilia og hendes allierede en strålende sejr, men selvom Otto trak sig ud af kampen med en blodig næse, var han dog langt fra slået.
Sejren havde dog flere fordele, provinsen Averland skiftede efter slaget side, og stillede nu Otillia i en langt bedre position end hun havde været i ved krigens start.

Begge styrker har nu brugt efteråret og vinteren på at træne nye styrker og initiativet er gledet over i Ottilias favør. Stirlands styrker er koncentreret i en række forsvarspostioner ved grænsen mellem Talabecland og Stirland.
Samtidig går rygterne om at Talabecland med dens allierede allerede er på vej for endnu engang at forsøge at afgøre krigen i et afgørende slag...